Musik, kreativitet og mestring på Rødovre Parkvej Skole
På Rødovre Parkvej Skole har musikken fået sit helt eget univers!
I skolens nye, professionelle musikstudie mødes eleverne af instrumenter, mikrofoner, stemningsfuldt lys og et inspirerende sansemiljø, hvor der er plads til både fordybelse, kreativitet og musikalske oplevelser.
Her er musik meget mere end at lære at spille et instrument. Musikken bruges som et pædagogisk og terapeutisk redskab til at styrke relationer, kommunikation, følelsesregulering og trivsel. Den kan skabe ro i nervesystemet, give et genkendeligt frirum og åbne for samtaler og udtryk, som ellers kan være svære at finde ord for.
Undervisningen tager altid udgangspunkt i den enkelte elev. Nogle spiller klaver, guitar eller trommer, andre skriver deres egne sange, indspiller vokaler, instrumenter, hørespil, podcasts eller producerer musik. Vi arbejder med alt fra instrumentalundervisning og musikteori til sangskrivning, sammenspil og professionel musikproduktion.
Forløbene er specialpædagogisk tilrettelagt med tydelig struktur, visuel støtte og individuelle mål. Der er plads til både den spontane musikalske oplevelse og det målrettede arbejde med at skabe noget helt eget.
En vigtig del af arbejdet handler om mestring, succesoplevelser og bevidning. Når en elev oplever at mestre et instrument, færdiggør sin egen sang eller får sin musik udgivet på YouTube, skaber det noget helt særligt. Eleverne får ikke blot nye færdigheder, men også konkrete produkter, de kan vise frem og være stolte af.
Musikken rækker samtidig langt ud over studiets fire vægge. Gennem fællessang, koncerter, temadage, traditioner og fælles musikprojekter arbejder vi på at skabe en skole, hvor musikken er en naturlig del af hverdagen, og hvor alle elever får mulighed for at opleve glæden ved musik.
For musik handler ikke kun om at spille de rigtige toner – det handler om at blive hørt, blive set og opleve, at man kan noget.
Musikundervisningen og studiet varetages af skolens faste musiklærer og musikansvarlige, Tommy Seemann, der med sin baggrund som uddannet musiklærer, musikterapeut og mangeårig aktiv musiker på den danske musikscene forener specialpædagogik, musikalsk håndværk og professionel musikproduktion.